Når man vakler i troen

Sommetider vakler jeg i troen, lidt ligesom min kiba-dachi kan vakle i Tekki Shodan. Lige præcis dér, hvor den ikke må.

Det sker især op til graduering. Hvor vi går dojo-op og dojo-ned og slår ud i luften. Det kan godt være, at teknikkerne er blevet mere avancerede og hedder noget fancy, men træningspasset kan godt afslutte lidt fattigt – medmindre jeg har ramt Kenneth rigtigt hårdt, selvfølgelig.

Jeg er jo egentlig heldig, at gå i en fed klub, hvor der fokuseres meget på kamp og shiai-kumite. Så det er i virkeligheden nok derfor, at vakleproblemet opstår op til graduering, hvor jiuy-ippon overtager fra shiai-kampens svedende ansigt. Og så er det forresten også dér, jeg udstiller min kiba-dachi i Tekki Shodan 😉

I virkeligheden handler det, at træne karate jo ikke nødvendigvis om noget, der virker på gaden. Eller sanbon-scoringer. Det er dét, jeg skal holde mig for øje. Lidt ligesom, hvis jeg spillede tennis eller gik til street-ludo. Man må gerne gå til en sport, hvor man bare kan fyre den af – uden noget formål når man forlader klubben, andet end, at det var fedt så længe, det varede.

Så det vil jeg holde mig for øje. Og så skal jeg forresten til graduering på søndag. Og det bliver spændende, og når det er overstået, så skal vi eddermame kæmpe igen 😀

Tekki Shodan med vaklende knæ