I lørdags havde jeg fornøjelsen af at deltage i et instruktørkursus i selvforsvar afholdt af en særdeles kompetent underviser fra politiskolen.
Rent karateteknisk var jeg lidt af en Benjamin blandt sortbælter med erfaring, der overstiger mine børns alder. Men det var nede-på-jorden mennesker med meninger, smil og tatoveringer. Det er altid spændende at møde folk, hvis umiddelbare image snyder mere end push-up bh’er.
Vi blev introduceret til nødværgeretten, hvor vores underviser lagde stor vægt på, at
- man skal løbe som ind-i-helvede hvis man ser en kniv
- man skal forvente negativ særbehandling i lovsystemet, hvis man har set en film med Bruce Lee
- man må ikke bytte en trussel med et cirkelspark
- giv hellere en øl end et jab
Altsammen vise ord (med en snert af egenfortolkning).
Her efter skulle vi 5 timer på gulvet og træne noget, der lå lige så langt væk fra karateverdenen, som Mikronesien gør fra Danmark. Vi skulle træne realistisk selvforsvar – ingen kata, ingen kænguruhop, ingen “oss” og slet ingen kiba-dachi.
Vi lærte boksernes forsvar mod slag og thaiernes forsvar mod spark. Jeg takkede mine benskinner og Phuket Muay-thai for hhv. beskyttelse og forberedte hoftebøjere. Dernæst gik kampen i gulvet. På mere end én måde.
Og hér blev det virkeligt sjovt. Vi lærte at frigøre os fra omklamringer, sidehalsgreb, liggende halsgreb og fra folk, der generelt bare ville ligge mellem vores ben. Og det var fedt, hårdt og imponerende hvilke stillinger, man kunne frigøre sig fra ved at trække sin egen krop i den rigtige retning for der efter at sætte sin underarm stille og roligt mod kæben på modstanderen. Vi lærte tricksene mod de mest almindelige holdegreb. Og det virker. Vildt godt.
Det er sjovt, hårdt og megasvedigt. Og så siges det, at der findes et frigørelsesgreb til ethvert holdegreb. Det er ligesom skak. Bare på gulvet og med tandbeskytter.
Jeg gik derfra med løgfingre, blå øjne, en gammel nakke og et stort smil kastet i ansigtet.
