Jeg fik seriøse hug til træning i går.

Det startede med en blodtud, fortsatte med en hæl i nakken og afsluttede med, at Kenneths fod gav mig en dueæg på højre albue. Om et par dage er der endnu en kandidat til et billede i mit album “rædselskabinettet”. Der bliver gået mere og mere til stålet, når vi kæmper kumite. Jeg bliver hidsig, sådan for alvor, og til tider tager jeg mig i, at skifte til fuld kontakt. Hvilket jo ellers er bandlyst i klubben.

Og så sidder jeg her, i middagspausen på anstalten (red: arbejde), og tænker over, hvad det egentligt er, der gør, at jeg opsøger den slags træning? Måske mine rare forældre tog mig af potten for tidligt? Måske jeg bare godt kan lide, at være øm i nakken? Måske skulle jeg i virkeligheden have købt en Dewalt boreskruemaskine i stedet for en Bosch. Hvem ved!

Indrømmet: jeg er vild med det. Og jeg ved ikke, hvad det er, der trigger mig sådan. Jeg har aldrig været en sucker for holdsport. Og det, at stå over for et 120kg monstrum af en sortbælte, som man bare ved vil gøre alt for at ramme en, synes jeg, er essensen af al konkurrencesport. På stadiet lige inden regression elsker jeg fornemmelsen af adrenalinets susen og den indbildte fornemmelse af, at dette her er en kamp på liv eller død. På abestadiet (eller: panterstadiet) fornemmer jeg, at jeg i virkeligheden ikke er særligt civiliseret. En stærk upoleret kontrast til dagligdagen, der handler om komplet boolsk evaluerning og rentesatsen på budgetkonti.

Da jeg kom hjem var der verdensmesterskaberne i Muay Thai på Eurosport, Vinni havde varmet pizza og risengrød til mig og jeg var nærmest helt Steffen Brandt lykkelig.

Og i morgen vil jeg hengive mig til dyrestadiet igen. Og jeg glæder mig.