Jamen, jeg elskede den bare. Og nu har den 25 års fødselsdag.

Commodore64 i brødkassedesign og med båndspiller som eksternt lager. Man kan have svært ved at tro i dag, hvad man dengang formåede med 1MHz processor og 64KB ram.

Men Verden var åben. Det var dér, jeg lærte Basic og Assembler og jeg husker alle timerne foran den. Timerne der gik med at finjustere båndspilleren med en skruetrækker. Og timerne med, vha. en debugger, at finde fjendtlige sprites indlejret i koden, eliminerer dem og på dem måde at vinde (det var min version af “ærligt spil”). Og timerne med at producere unyttig kildekode i spandevis. Altså. Lidt ligesom i dag på anstalten.

if alder > 20 then gosub subSkrivDuErGammel

Senere købte mine rare forældre et diskettedrev. Det var bestemt ikke en selvfølge dengang. Jeg var dybt imponeret og jeg husker et lille program, man kunne installere, der kunne få læselampen til at pulsere. Og den direkte adgang til dataene – i stedet for den sekventielle spolebåndoptagertilgang – gjorde det hele pludseligt nemmere.

Inden Commodore64 hyldede vi Sinclair med ZX81 og derefter en ZX Spectrum – med farver. Om dem husker jeg heller andet en godt og en spænding, der gjorde sit udslag i reelle kampe, udkæmpet mellem mine brødre og jeg – i den virkelige Verden. Kampen om MIPS’ene på stuegulvet foran fjernsynet.

 

Det er så med let ærgerlighed, at jeg kan konstatere, at børn i dag ikke behøver selv at lave deres programmer. Alt er stillet til rådighed. De kan spille, chatte, lytte, mødes og underholdes – uden at skulle skrive én eneste linie kode selv. Hvordan skal vi kunne fostre nye programmører? Altså programmører, der ikke er drevet af Klondyke-syndromet, men som alene er drevet af passionen til kildekode? Det svarer lidt til at lære at læse, men ikke at skrive. Det er en glidebane!

Men kære Commodore64. Til lykke med dagen. Du var et kært medlem af familien!