På arbejde har jeg for et stykke tid siden fået et monster af en arbejdsPC. Det er sådan en med en SAS harddisk, der spinner med 15.000 omdrejninger. Den kan BARE flytte data og jeg tror, jeg holder meget af den.
Jeg har naturligvis ikke undladt at berette vidt og bredt på anstalten om dens præstationer.
Men der har været malurt i bægeret.
For den støjer lidt ligesom Kåres F16 og mine kolleger har naturligvis ikke undladt, at fortælle mig om det. Altså, hvis jeg ellers kunne høre, hvad de sagde for støjen.
Men så kom DELL. Med en service, så man skulle tro, at det var nørderne fra CyberCitys reklamer. De skiftede grafikkort, harddiskskuffer og til sidst satte de en ny harddisk i. Og ikke nok med det. Da Tom MCewan fra Dell (uden Jess Ingerslev) havde brugt en hel arbejdsdag på forsøg på at spejle den gamle harddisk over på den ny, så tog han vidundermaskinen med hjem – hen over weekenden – og mandag morgen var den køreklar.
Nørd! Men sikke en service.
Så dagens hyldest skal gå til DELL. Deres service er _bare_ i orden.